Kommende projekter
I mit arbejde med de to første bøger, Frygt og mod og Med mafiaen under huden, er jeg stødt på mennesker og historier, der har berørt mig meget. To af dem er så fantastiske og utrolige, at de ville egne sig bedst som romaner. Så jeg barsler med tanken om at holde pause med faglitteraturen og skrive romaner baseret på to personers liv.
Politimanden, der ikke ville give sig
Saverio Masi var politimand og mafiajæger. Han havde viet sit liv til det han var bedst til: at fange mafiosoer. Han er kendt som politimanden, der anmeldte sine overordnede, da de ikke ville lade ham fange de øverste mafiabosser i Cosa Nostra. Han blev efterfølgende anklaget for dokumentfalsk – højst sandsynligt da han var “til besvær”. Senere blev han livvagt for anklager Nino Di Matteo. Hans professionelle liv er en krimi i sig selv, selvom hans historie næsten er for utrolig til at kunne være sand.
Anklageren, der ikke måtte vinde
Mafiaanklagerne i Palermo bliver i bedste fald forhindret i deres arbejde, og i værste fald udsat for trusler og bagvaskelse. Det sker endda fra deres kolleger og overordnede og fra den stat, der skulle støtte og beskytte dem. Den mest udsatte er Nino Di Matteo, hovedanklageren i retssagen om forhandlingerne mellem stat og mafia. I årtier er ærlige og retskafne anklagere blevet miskrediteret, forflyttet og modarbejdet. Di Matteos historie er desværre ikke usædvanlig, men den er utrolig.