Advokat Cristoforo Fileccia
Da jeg i 2011 skulle forberede interviewet med den historiske advokat for Totò Riina, var det nærmest umuligt at finde oplysninger om Cristoforo Fileccia.
Udover retsudskrifter, hvor Fileccia naturligvis havde været til stede, var det eneste, jeg kunne finde, fra 1991, hvor Fileccia havde talt med pressen.
Jeg undrede mig. Men det hele gav mening, da jeg mødte advokaten. Det første, han sagde til mig, var:
”Signorina, jeg kan ikke lide journalister”.
I 1991 var Fileccia af en journalist blevet spurgt om, om han mødtes med sin klient, Totò Riina. Fileccia havde svaret ”Ja, naturligvis, jeg møder ham her på Sicilien.”
Udtalelsen var i pressen blevet lagt ud, som om Fileccia var meddelagtig i at skjule Riina, og der blev startet en sag mod ham.
Fileccia blev pure frikendt, men episoden betød, at han ikke længere ønskede at udtale sig. Hverken til journalister eller andre.
Jeg var lidt stolt. Her sad en mand, der i 20 år ikke havde talt med journalister, og selvom han troede, at jeg var journalist, valgte han at tale med mig.
Jeg fik dog forklaret, at jeg ikke var journalist, men forfatter.
Interviewet er specielt på flere måder. Selvfølgelig fortalte Fileccia mig ikke alle Riinas hemmeligheder, men han gav mig et unikt indblik i en meget succesrig mafiaadvokats liv.
Og da jeg er den eneste, der har fået et interview med Fileccia, er også de italienske journalister meget interesserede i interviewet. Et interview, der er unikt, da Fileccia døde året efter i 2012 som 90-årig.
Interviewet med Fileccia har fået plads i min første bog ”Frygt og mod”, hvor mafiaadvokaten har fået et helt kapitel.