Med mafiaen under huden

Jeg var nødt til at skrive en bog om de mange almindelige mennesker i Palermo, hvis liv har været berørt af mafiaen.

På et tidspunkt blev mord og blod i gaderne hverdag, og mange almindelige borgeres liv blev berørt. Og det er disse historier, jeg vil fortælle.

Interviewpersoner
Jeg havde ikke forventet, at så mange mennesker var villige til at fortælle mig om de meget personlige og ofte forfærdelige oplevelser, de havde haft.

At så mange har været villige til at dele deres oplevelser, gør mig glad. For det betyder, at jeg har fået sicilianernes tillid. De stoler på, at jeg vil fortælle deres historie. Og fortælle den rigtigt.

Historier
Blandt dem er sønnen, der mistede sin far som 10-årig i det, der betegnes som startskuddet til den første mafiakrig i 1969. Ferdinando Domè fortalte mig, hvordan faren blev myrdet, da en gruppe mafiosi ville dræbe en anden mafiaboss. Og om hvordan mediernes løgne om hans far betød, at han og hans brødre ikke måtte lege med de andre børn, da faren var mafiaboss. En løgn, der først blev offentligt afvist efter 2000. Og dette selvom politiet havde forsikret Ferdinandos mor om, at hendes mand var helt uskyldig.

Jeg talte også med den første læge på stedet, hvor den tidligere anklager, Giovanni Falcone, hans kone og tre livvagter blev ofre for en bilbombe i 1992. Bomben ødelagde mere end en kilometer motorvej, og lægen Giuseppe Cumia blev afvist af de overlevende livvagter, da han ville yde førstehjælp til anklageren. Han måtte pille kropsdele ud af bilen med livvagter, men det eneste, der berørte ham, var, at han ikke fik lov til at yde en måske afgørende førstehjælp.

Politiinspektøren, Giuseppe, fortalte om sit liv som ung politimand, hvor kolleger og overordnede blev slået ihjel på stribe. Han havde mange historier, og hans fortælling foregik med smil, da han huskede alle minderne, og med stille og grødet stemme, når han fortalte om deres skæbne.

Husmoderen, Rosalia, kunne fortælle, hvordan hendes forældre måtte hive hende og hendes søskende indenfor, når der nogle gange opstod skudvekslinger mellem politiet og den magtfulde mafiafamilie, der boede lige overfor.

Livvagten, Fabio, er livvagt for en af de mest udsatte og dødstruede anklagere i Palermo. Jeg spurgte ham, hvorfor de dog ikke havde skudsikre veste på. Svaret var, at hvis de ville slå ham ihjel, så sprængte de en bombe, og her hjælper veste ikke meget.

Jeg talte også med den unge journaliststuderende, Sara Donatelli, der har viet sit liv til kampen mod mafiaen. Hun har ikke oplevet de voldsomme attentater i 1992, men hun kan se, hvordan ærlige politifolk bliver miskrediteret, hvis de ikke følger normen, men begynder at stille spørgsmål til, hvorfor man ikke vil fange de helt store mafiosi.

Gruppen Scorta Civica (civil beskyttelse) er blandt andet startet af Armando Carta. Armando kunne fortælle, hvordan trusler mod en anklager blev så voldsomme og så virkelige, at en lille gruppe civile borgere følte, at de var nødt til at gøre noget.

Gaspare Mutolo er en tidligere morder og narkohandler i Cosa Nostra. I 1991 valgte han at samarbejde med de italienske myndigheder. I juli 2015 valgte han at fortælle mig sin historie. En historie om magt, ære og mord. Men også om skønhed og stolthed. I dag er han maler.