Cosa Nostra havde en ekstern bombeekspert klar
”Messina Denaro var klar til at slå anklager Nino Di Matteo ihjel. Men bag planerne var eksterne kræfter”
Sådan sagde den tidligere mafiaboss, Vito Galatolo, da han den 7. maj 2015 gav sit vidneudsagn i sagen om de formodede forhandlinger mellem stat og mafia. Vito Galatolo var personligt involveret i planerne.
”Cosa Nostra havde budgetteret med ½ million euro til det sprængstof, der var beregnet til at slå anklager Nino Di Matteo ihjel. Og da jeg fik at vide, at bombeeksperten, der skulle stå for sprængningen, ikke var fra Cosa Nostra, vidste jeg, at andre kræfter i Staten stod bag. Helt ligesom massakrerne i 1992.”
Messina Denaro, der stod bag disse planer på mafiaens side, ville ikke lade Galatolo og de andre involverede mødes med denne bombeekspert. Det var overraskende. ”Og vi forstod, at nogen i Staten var interesseret i en massakre”.
Vito Galatolo kunne afsløre, at han personligt havde set de to store beholdere med TNT. Planerne blev holdt tilbage, da blandt andet Galatolos søster valgte at samarbejde med myndighederne, men som Galatolo forklarede, er disse planer aldrig blevet stoppet helt.
Matteo Messina Denaro ville have Di Matteo slået ihjel, da han ”var gået for langt i retssagen om forhandlingerne mellem stat og mafia”. Der var visse ting, han ikke måtte finde ud af.
Men Galatolo og hans kumpaner skulle ikke være bekymrede for følgerne af en sådan massakre, for denne gang ville de være beskyttede. Beskyttede af mænd i Staten, i sikkerhedstjenesterne.
Der var også en plan B
Galatolo kunne også afsløre de uhyggelige planer, for hvad der skulle gøres, hvis man ikke kunne slå Di Matteo ihjel med en bombe. Planerne var klar. En anden tidligere mafioso, der havde samarbejdet med politiet, skulle lokke Di Matteo til sin restaurant under påskud af at ville tale med ham om retssagen om forhandlingerne. Her skulle anklageren slås ihjel med en maskinpistol.
Imens Galatolo blev afhørt fra et sikkert sted af anklager Vittorio Teresi, sad anklager Nino Di Matteo – midtpunktet for disse mordplaner – i retssalen ved siden af sine kolleger, og genhørte planerne om at slå ham ihjel.
Bomb jammers er endelig kommet til Palermo, men de kan ikke tages i brug – læs mere
Vito Galatolo er en del af den historiske og meget magtfulde Galatolo-familie fra Acquasanta-bydelen i Palermo. Han valgte i november 2014 at samarbejde med myndighederne. Han er et af de vigtigste vidner i retssagen om forhandlingerne, da han har førstehåndskendskab til mafiaens samarbejde med myndighederne og til planerne om at slå anklager Nino Di Matteo ihjel.
Hans fortællinger kommer meget tæt på, og bliver en uhyggelig del af mit arbejde, da jeg har mødt de fire anklagere i retssagen, deres livvagter, og selv har stået som civil beskyttelse dér, hvor mafiaen først havde planlagt at sprænge anklageren i luften.
Udgivet: Maj 2015