Frygt og mod
Frygt og mod er min første bog.
Den blev til, efter jeg havde skrevet speciale om underudvikling på Sicilien. Jeg havde så mange oplevelser og interviews, der ikke kunne være med i specialet. Jeg var nødt til at få disse oplevelser ud og jeg var nødt til at skrive en bog.
Bogen handler om det sicilianske samfund og dets forhold til mafiaen. Herunder mine egne oplevelser fra mine mange ophold på Sicilien og interviews med blandt andet offentlige anklagere, politikere, og andre med indsigt i den sicilianske mafia. Flere personer som ikke er let tilgængelige grundet emnets natur.
“Du tror måske ikke, at dine undersøgelser vil vise noget
hemmeligt, men man kan ikke vide, hvad man
falder over, og du risikerer at
se noget, som nogle ikke ønsker, at du ser.”
– Journalisten Nino Amadore om mit arbejde.
Frygt og mod er ikke en historisk fortælling, men et skønlitterært opslagsværk om de mennesker, der lever med mafiaen i dagligdagen i frygt og mod.
“Jeg så en røgsky. Jeg forsøgte at få hjælp, og jeg forsøgte at hjælpe. Det var helt mørkt, og jeg så en af kollegernes livløse krop.”
– Antonio Vullo, livvagt for Paolo Borsellino.
Bogen adskiller sig fra andre bøger om mafiaen, da den i høj grad er baseret på egne erfaringer og interviews med personer, der for de fleste andre er utilgængelige, og på antimafiakommissionens rapporter. Mine kontakter og egne oplevelser har givet mig et unikt billede af Sicilien og af mafiaen.
Jeg har blandt andet som den eneste interviewet Totò Riinas historiske forsvarsadvokat, Cristoforo Fileccia. Jeg spurgte ham blandt andet, om hans valg af klienter havde givet ham problemer.
“Ikke rigtigt. Jeg har modtaget dødstrusler, og de har brændt min villa af. Men ellers ikke.”