Palermo 2014 og 2015

I sommeren 2014 var jeg i Palermo for at følge retssagen om de formodede forhandlinger mellem stat og mafia, og for at samle historier fra Palermo til min anden bog.

Retssalen

Og selvom jeg var blevet akkrediteret til at kunne deltage i retssagen som journalist, var det ikke helt nemt at finde frem til den.

For lige i den periode, hvor jeg kom til Palermo, blev retssagen flyttet fra fængslet Ucciardone til fængslet Pagliarelli, til justitsbygningen og så tilbage til Ucciardone.

Ucciardones retsbunker, hvor retssagen afholdes, er bygget til at kunne afholde den store retssag fra 1980’erne, Maxiprocessen. Derfor er der i selve retslokalet 30 sikrede bure med plads til 15 personer hver – i alt plads til de 450 af de anklagede i Maxiprocessen.

Bygningen består af to etager, hvor anklagere, anklagede, advokater og akkrediterede journalister kan få adgang i underetagen, og hvor publikum og fotojournalister er forvist til overetagen. Med et pressekort fik jeg adgang til begge etager.

Mødet med anklagerne

På overetagen tog jeg billeder, og når jeg var i underetagen havde jeg mulighed for at tale med anklagerne.

Og specielt én dag betød meget for mig. Jeg var mødt tidligt i retssalen, da jeg skulle tale med en af livvagterne. Så jeg var på underetagen.

Jeg så hovedanklageren, Nino Di Matteo, sidde alene og jeg gik hen for at præsentere mig. Han smilede, rakte mig hånden og sagde ”det er mig en ære”. Det glemmer jeg aldrig.

Jeg satte mig tilbage på min plads, og kort efter kom to af de øvrige anklagere ind, Vittorio Teresi og Francesco Del Bene. Teresi havde jeg allerede mødt tidligere.

Teresi hilste og mimede, om jeg ville med ud at have en kop kaffe. Jeg gik gladeligt med ham. Og med os fulgte også Del Bene. Jeg hilste på ham, og han svarede ”Ahh, du er hende den dygtige danske journalist. Dig har mine livvagter fortalt mig om”.  Jeg var ikke så anonym, som jeg troede.

Di Matteo kom også ud til kaffemaskinen, og der havde jeg ti minutter med de tre anklagere. Et øjeblik jeg aldrig glemmer. Både fordi jeg stod med tre mennesker, jeg beundrer dybt, men også fordi vi var omgivet af livvagter.

Scorta Civica

Jeg blev også en del af Scorta Civica og stod hver morgen foran retsbygningen sammen med dem. Og det gør jeg stadig, når jeg er i Palermo. Jeg lærte utroligt mange mennesker at kende gennem antimafiagrupperne.

Og det var også her, at jeg blev introduceret til flere af de personer, som jeg interviewede til min bog om historier fra Palermo.

Historier fra Palermo

For at kunne skrive denne bog skulle jeg have fat i de sicilianere, der havde noget at fortælle. Men sicilianerne er ikke ligefrem kendt som værende et folkefærd, der snakker om deres personlige oplevelser. Og slet ikke når disse også handler om mafia.

Men jeg vandt sicilianernes tillid. De har valgt at tale med mig. Flere har sagt, at det er, fordi de kunne mærke min passion, og fordi de stolede på, at jeg ville fortælle hele deres historie. Og ikke kun den om mord og mafia.

Og de har ret. Jeg har altid været fascineret af mafiaen. Ikke blot af hvad der er sket, men i langt højere grad af hvorfor det er sket.